Spaghetti med kødboller lyder ret simpelt, og det er det faktisk også. Kødbollerne her er en slags mellemting mellem en hakkebøf og frikadelle i konsistens, og så krydret lidt anderledes. Det smager vildt godt, og leder tankerne hen på Lady og Vagabonden ❤ Her blander vi det i en tomat sauce, det gør lige lidt ekstra.
Vi er jo ret glade for hakket oksekød her i landet. Det er godt nok også nemt lige at lave en kødsauce eller millionbøf med pasta til, og inden længe står der mad på bordet. Da jeg var barn, fik vi også gerne millionbøf, for så var der ikke så meget ballade med os børn. Hvis vi måtte få ketchup til, var det helt fantastisk.
Det var dog mest kartofler, vi fik til. Pastaen var ikke hverdagsmad, som det er i dag, og der var altid kartofler på lager. I dag fås pasta jo i alle afskygninger og flere smagsvarianter, og til denne ret tænker jeg at valget er frit. Det kan sagtens være en anden slags end spaghetti 😉
Blandes eller hver for sig?
Du behøver heller ikke at blande det sammen til sidst. Måske vil du hellere servere det hver for sig, og det er helt fint. En fordel ved at holde det opdelt er, at du så kan fryse tomat sauce med kødboller ned, hvis der er noget tilovers. Du kan så varme det i ovnen en anden dag med staniol henover fadet. På den måde kan du undgå skorpe, og du får igen en lækker tomat sauce med kødboller, hvor du bare skal koge lidt pasta 😉
Størrelsen på kødboller varierer jeg fra gang til gang. Nogle gange former jeg dem med en børneske, andre gange en normal spiseske. Det gør selvfølgelig at stegetiden er vejledende. Der bliver ca. 25 stk. af de små, eller 17-18 stk. af de store.
Saucen kan bruges til meget andet også, til f.eks. en kødfri dag med pasta og grøntsager. Vi har altid skalotteløg på lager, fordi min mand dyrker dem i haven. Hvis du kun har de “almindelige” løg, bruger du bare dem. Måske lidt mindre, da de er lidt mere skarpe i smagen, men de kan sagtens bruges. Det samme gælder også for hvid peber. Hvis du ikke har det på lager, så brug det sorte i stedet.
Til kødbollerne har jeg prøvet en enkelt gang ikke at have creme fraiche på lager. Da brugte jeg 1-2 tsk fløde i stedet, og det gik fint, men det er lige lidt bedre med creme fraichen. Så; gå ikke i panik, hvis du har glemt at købe det, det skal nok gå alligevel ❤
Hvis du kan lide denne tomat sauce, er jeg sikker på, du også kan lide denne tomatsalsa eller pizza sauce 😊
Spaghetti og kødboller
Ingredienser
- KØDBOLLER:
- 500 g hakket oksekød, 8-12%
- 1 tsk salt
- 1 æg
- 0,5 dl creme fraiche
- 0,5 tsk hvid peber
- 2 fed hvidløg, hakkede
- 1 tsk timian
- 1 tsk oregano
- Rasp til at trille i
- TOMAT SAUCE:
- En spsk olie
- 1 skalotteløg
- 2 fed hvidløg, presset
- 2 tsk oregano
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 dl mælk (kan erstattes med vand)
- 2,5 dl vand
- 1 tsk sukker
- Salt
- Hvid peber (kan erstattes med sort peber)
- SPAGHETTI
- 400 spaghetti eller anden type pasta
Sådan gør du
TOMAT SAUCE:
- Varm olien i en sauterpande eller en stor gryde
- Tilsæt skalotteløg og hakket hvidløg, og sauter dem få minutter til de bliver klare
- Blend imens den ene dåse hakkede tomater. På den måde bliver saucen mere cremet
- Tilsæt begge slags tomater, oregano, sukker, mælk og vand. Lad saucen koge op og lad den simre ca. 15 min.
KØDBOLLER:
- Rør oksekød let sejt med salt
- Tilsæt æg, cremefraiche, hvidløg og krydderier og rør godt rundt
- Fordel rasp i en dyb tallerken. Form kødboller ved hjælp af en barneske eller spiseske, og tril dem i raspen
- Steg dem ved middelvarme i ca. 20 min. til de er gennemstegte
- Kom kødbollerne op i tomat saucen, og lad det simre videre mens pastaen laves. Smag tomat saucen til med salt og hvid peber når pastaen er ved at være færdig
SPAGHETTI:
- Kog pastaen efter anvisningen og sigt vandet fra
SERVERING:
- Pasta og tomatsauce med kødboller kan serveres opdelt eller blandet, alt efter humør.