Pizza sauce, ja, eller pizzasovs, som det hedder her i huset, er let at lave. Jeg har længe enten købt en færdig version eller lavet et eller andet med tomat. Nu hvor jeg endelig har den rigtige smag og konsistens, må jeg hellere skrive den ned. Fjollet at opfinde den dybe tallerken hver gang…
Det smarte er også, at den er lavet af noget, vi altid har på lager. Når det tilmed er super nemt at lave, kan man jo ligeså godt spare de penge, ikk’ 😎
Jeg bruger typisk hakkede tomater uden smag til pizza sauce. Hvis du har en variant med basilikum eller hvidløg på lager, kan du sikkert bruge den også. Så kan du bare justere på krydderierne, prøv dig lidt frem.
Der er til flere pizza’er i denne opskrift, men jeg laver altid en hel portion, når nu dåsen alligevel er åbnet. Så gemmer jeg resten af blandingen og bruger i en kødsauce eller lignende.
Min stavblender* er en del af et sæt jeg købte engang, hvor der var foodprocesser og det hele med. Ret nyttigt sommetider 😀 Det er ikke så vigtigt, hvilken stavblender det er, så længe selve blenderdelen er af metal, så det kan holde til varmen.
Jeg havde engang en i hvid plastik, kan du forestille dig, hvordan den så ud, da vi lavede tomatsuppe første gang 😆 Den var slet ikke til at gøre ren bagefter, den fik et orange skær, så der gik ikke så lang tid, så blev den skiftet ud.
Hvis du en dag har lyst til en tomat snack, så prøv denne tomatsalsa, den er virkelig lækker som dip ❤
Pizza sauce
Ingredienser
- 1 dåse hakkede tomater
- 2 tsk tomatpure fra dåse
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk oregano
- 3 spsk olivenolie
- 1 tsk sukker
- 0,5 tsk groft salt
- 1 spsk citronsaft
Sådan gør du
- Hak hvidløg og svits det kort på en pande i olien.
- Kom resten i panden og lad det hele simre ca. 5 min.
- Smag evt. til med mere salt.
- Hæld blanding op i en skål, kør nogle sekunder med en stavblender til saucen er jævn, og den er klar til brug.