Til de her vaniljemuffins har jeg brugt opskriften fra den lækre vaniljesandkage, som jeg også brugte til batmankagen og ovenpå ridebanekagen. Her er den bare fordelt i muffinforme og bagetiden er ændret.
Der kommer en del muffins ud af portionen, men det gør jo heller ikke noget at have lidt i fryseren. Så det er let at tage op, og f.eks. pynte med en smørcreme med Nutella, som jeg har gjort herunder 😉 Hvis du ikke er så glad for Nutella, så er kakaosmørcremen også god.
Jeg plejer at fordele dejen i 20 forme når jeg ved, der skal smørcreme ovenpå. Jeg deler kun i 16, hvis de skal fylde formen mere.
Kunstneren bag stenen er ingen ringere end min datter. Hun havde en fase med at tegne på sten, så jeg er blevet beriget med en del. Nogle sten er med ansigter, andre med tekster. De er altså lidt hyggelige at have liggende rundt omkring, både inde og ude på terrassen 🥰
Jeg synes, det er vigtigt at bruge smør til disse muffins. Du kan selvfølgelig godt bruge margarine, men i denne opskrift, vil du kunne smage forskellen. Primært fordi der er en del smør i 😋
Hvis du godt kan lide muffins, synes jeg også, du skal prøve at lave verdens bedste chokolademuffins. De er vanedannende gode, og også gode at tage med på udflugt.
Vaniljemuffins
Ingredienser
- 250 g smør
- 250 g flormelis
- 2 tsk vaniljesukker
- 4 æg
- 125 g hvedemel
- 125 g kartoffelmel
- 0,5 tsk bagepulver
Sådan gør du
- Rør smørret blødt (giv det evt. nogle få sekunder i mikrobølgeovnen, hvis du bruger hårdt smør)
- Sigt flormelis og vaniljesukker ned i og rør det godt sammen, til det ikke knaser mere.
- Rør æggene i, ét ad gangen.
- Hvedemel, kartoffelmel og bagepulver sigtes sammen og røres i lidt ad gangen.
- Smør 16-20 muffinforme og fordel dejen med en spiseske.
- Sæt formene i kold ovn, skru op på 175° alm. ovn og bag dem ca. 35 min. Når du kan stikke i en muffin med et spyd eller lign. uden at der hænger dej ved, er de færdige.