Den lækre, bløde vaniljesandkage, som jeg brugte til batmankagen og ovenpå ridebanekagen er også god for sig selv. Den er dog ikke for de fedtforskrækkede 😅
Opskriften stammer fra en meget gammel bog, jeg har liggende fra “Tørsleffs Husmoder Service”. Altså bare navnet og tiltalen De og Dem i bogen siger jo lidt om alderen… 😆
Det gør mig nu ikke noget, for en vaniljesandkage er jo en klassiker, der stadig smager forrygende. Helt simpel som den er. Jeg har ikke reduceret smørindholdet i forhold til originalen, for jeg er bange for at den bliver tør, og lige nu er den helt perfekt.
Og hvor er den bare nem, for det hele skal bare røres sammen, ikke en masse pisken. Derudover er det ingredienser, jeg altid har i huset, så hvis jeg trænger til kage, kan jeg godt finde på at lave den og så bare fryse noget af den til romkugler eller lignende. Det var også det, jeg brugte som sand ovenpå ridebanekagen, hvor jeg havde en rest fra fryseren. Så var det ret nemt.
Jeg bruger også opskriften til muffins indimellem, og alt efter om der skal smørcreme på eller ej, fordeler jeg dejen i 16 eller 20 muffinforme. De er også super gode at have i fryseren, hvis jeg lige har lyst til en kage 😄
Vaniljesandkage
Ingredienser
- 250 g smør
- 250 g flormelis
- 2 tsk vaniljesukker
- 4 æg
- 125 g hvedemel
- 125 g kartoffelmel
- 0,5 tsk bagepulver
Sådan gør du
- Rør smørret blødt (giv det evt. nogle få sekunder i mikrobølgeovnen, hvis du bruger hårdt smør)
- Sigt flormelis og vaniljesukker ned i og rør det godt sammen, til det ikke knaser mere, en lille smagsprøve kan anbefales 😉
- Rør æggene i, ét ad gangen.
- Hvedemel, kartoffelmel og bagepulver sigtes sammen og røres i lidt ad gangen.
- Smør en 1,5 liters sandkageform og fyld dejen i.
- Sæt kagen i kold ovn og skru op på 175° alm. ovn. Bag kagen ca. 1 time og 10 min., når du kan stikke i kagen med et spyd eller lign. uden at der hænger dej ved, er den færdig.