Lækre, tynde pandekager er et hit her i huset. Både til aftensmad og dessert faktisk. Til aften med en god kødsauce, gerne med lidt chili, rullet sammen og lagt i fad tæt op ad hinanden. Luksusudgaven er med revet ost henover og så ind i ovnen til det er smeltet. Gnavegrønt og lidt creme fraiche er godt til.
Eller som dessert med lige hvad du har lyst til. Prøv f.eks. med friske bær, syltetøj, sirup, akaciehonning, banan, Nutella, sukker, flormelis, chokoladesovs, is, eller en kombination 😉 Min favorit er nok hindbærmarmelade og vaniljeis, min datters er Nutella og banan, og min søn elsker jordbæris 😀
Hvis der er nogle tilbage, ruller jeg dem sammen enkeltvis, kommer husholdningsfilm omkring, og kommer i køleskabet. Så er de klar til at komme med i madpakken. De er nemlig også gode når de er kolde.
Se lige de her sprøde kanter 😍
Hvis du skal bruge små pandekager til brunch, kan du prøve disse lækre brunch pandekager ❤
Tynde pandekager med sprøde kanter
Ingredienser
- 125 g hvedemel
- 0,5 tsk bagepulver
- 0,5 tsk salt
- 0,5 tsk kardemomme
- 1 spsk sukker
- 2,5 dl mælk
- 0,5 dl øl
- 3 æg
- 50 g smør
Sådan gør du
- Smelt smørret ved lav varme og sæt det til side, så det kan køle lidt ned
- Sigt mel, bagepulver, salt og kardemomme sammen i en skål
- Bland sukker i, så det er godt fordelt
- I en anden skål: Pisk æggene godt sammen og bland med mælk og øl
- Pisk æggeblandingen op i melblandingen og rør/pisk let imens, for at undgå klumper i dejen
- Lige før pandekagerne skal på panden, bland så det smeltede smør i
BAGNING:
- Ved almindelig pande, smør da panden en smule inden der kommer dej på. Det er ikke nødvendigt ved slip-let pande.
- Kom ca. en grydeske dej på den varme pande (medium/høj varme)
- Fordel dejen hurtigt ud over panden, enten ved hjælp af en spatel eller ved at løfte/dreje panden rundt, så dejen kan flyde lidt ud. Det skal gå ret stærkt, for dejen bliver hurtigt “bagt”.
- Vend pandekagen efter nogle minutter når dejen ser ud til at være bagt og ikke så flydende mere
- Bag endnu nogle minutter og tag den af panden
TIP:
* Holdes varme under stanniol/sølvpapir eller i ovnen
* Hvis der skulle komme små klumper i dejen, kan du vælge at si dejen