Så er det snart jul igen, noget jeg ser frem til hvert år. Så skal alle nisserne* findes frem, og der skal jules igennem med disse muffins med juletræer, vaniljekranse, havregrynskugler, brændte mandler og risalamande, uh det bliver godt 😋
Nå, men tilbage til juletræerne. Det er faktisk bare muffins, pyntet med en cream cheese frosting, som er farvet med grøn pastafarve. Derefter dekoreret med diverse krymmel. Jeg har lige fyldt lageret op med nogle nye krymmelvarianter, så flere af dem skulle naturligvis bruges. Jeg har lidt en svaghed for fin krymmel, men de fleste er så hårde, at man knækker tænderne, så jeg er vildt glad for at de her er kommet 😆
De nye varianter fra Dr. Oetker er altså ret fine. Jeg har brugt dem, der hedder Ocean Mix, Queen Mix, Chocolate Silver Pearls og solbærkrymmel. Til stjernen havde jeg et par små stjerner tilovers fra en anden krymmelsamling, men næste gang bruger jeg kronen fra Queen Mix eller laver en stjerne i fondant i stedet, så stjernen kan blive lidt større. Hvis man har en stjerne udstikker til det, så det er jo nemt nok hvis man alligevel har lidt fondant på lager.
Prøv lige at se de her farver, det er da forståeligt, jeg ikke kunne stå for dem, ikk’ 😍
Ocean Mix
Nuancer i blå, hvid, guld,sart grøn og lilla
Queen Mix
Guld kroner i selskab med sart blå, grøn, lyserød og lilla
Chokolade kugler
Flotte sølvkugler, man IKKE knækker tænderne på, da de er af chokolade
Solbærkrymmel
Lækker knasende krymmel med smag af solbær. Farven er lyserød/pink
Til juletræet har jeg så bare taget det “julepynt” fra blandingerne, som jeg skulle bruge, og fordelt på “juletræet”. Træet har jeg lavet ved at sprøjte med en 1M stjernetyl, først en omgang for at dække bunden, så opad fra midten og undervejs holdt jeg lidt pauser og lavede et lille “ryk”, så der kom lidt “takker” i træet. Jeg tænker ikke, det er helt så vigtigt, der kommer jo pynt på bagefter 😂
Så nemt er det faktisk, så hvis du vil imponere dine gæster med julemuffins, kommer du langt med smørcreme og lidt krymmel ❤