Koldhævede ciabattaboller er et det store hit herhjemme. Det startede egentlig med de nemme brusebadsboller, som blev udviklet da datteren havde et stort problem med havregryn i koldhævede boller. Dem her er om muligt endnu nemmere, hvis man ellers har Tipo 00 mel på lager. Det har jeg, fordi jeg ofte laver ciabattaflutes, men måske har du manitoba mel i stedet? Eller anden type mel med stort glutenindhold.
Disse ciabattaboller bare skal sættes på pladen om morgenen, det er altså ret smart. Efter samme metode som brusebadsbollerne, kan man tænde ovnen, gå i bad, og når man er færdig, er ovnen varmet godt op.
Igen bruger jeg ikke røremaskinen*, som jeg jo ellers bruger til de fleste boller. Dejen skal røres godt sammen i en skål til den føles “elastisk”, tildæk med husholdningsfilm, og så i køleskabet natten over. Morgenen efter er dejen hævet op, og med hjælp fra et par våde skeer, kan man sætte boller på plader. Bollerne fylder ca. 1,5 bageplade, men det er en god ide at vente med at lægge dem på plade 2 til efter det første hold boller er færdige. På den måde undgår man at hold 2 når at “flyde ud” imens.
Jeg bruger også lidt fuldkornshvedemel, når jeg laver ciabattaboller, men du kan eksperimentere med andre, grove meltyper, som du har lyst. Ja, eller bare bruge lidt mere Tipo 00, hvis du har lyst til en lysere variant.
Jeg plejer ikke at pensle koldhævede bagværk. Mest fordi jeg gerne vil have et rustikt udseende. Hvis du gerne vil pensle, kan du f.eks. bruge kold kaffe eller vand. Jeg har lavet en oversigt over 10 forskellige forslag på pensling af boller, hvis du vil se mere ❤
Koldhævede ciabattaboller
Ingredienser
- 1/4 pk gær (12-13 g)
- 5 dl vand
- 550 g Tipo 00 mel (også kaldet pizzamel)
- 50 g fuldkornshvedemel
- 2 tsk rørsukker
- 1,5 tsk. groft salt
Sådan gør du
- Opløs gæren i vand, brug gerne en stor skål
- Tilsæt resten af ingredienserne og rør godt igennem til dejen føles lidt sej og elastisk
- Kom husholdningsfilm over skålen og sæt skålen i køleskabet natten overBAGNING:
- Tænd ovnen på 250° varmluft og varm den godt igennem, brug evt. en bagesten* af stål, hvis du har sådan en
- Placer imens første hold boller på en bageplade beklædt med bagepapir. Brug et par skeer til det, dejen er meget klistret. Dyp skeerne i vand indimellem, så dejen ikke sidder fast. Vent med at forme de boller, der ikke kan være på den første plade
- Pensl evt. med vand eller kaffe
- Skru ovnen ned på 220° og bag bollerne 14-16 min, Hold øje med dem til sidst, mine får ca. 15 min. i ovnen
- Lad bollerne køle af på rist