Teriyaki marineret cuvette med nudler blev egentlig til lidt på slump. Jeg havde fået lyst til noget med teriyaki, men vidste ikke helt, hvad jeg skulle lave med det. Samtidig var det længe siden, jeg havde lavet nudler, så de to ting måtte næsten finde sammen 🙂
At valget lige faldt på cuvette, var lidt af et tilfælde. Men det fungerede virkelig godt, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver teriyaki marineret cuvette med nudler.
Det er en nem ret, hvor det meste passer sig selv. Kødet får lov at trække i marinaden, nudlerne bliver vendt hurtigt på panden med teriyakisauce, og så samles det hele på et stort fad. Jeg synes, det er sådan en ret, der ser hyggelig ud på bordet uden at være besværlig.
Teriyaki marinade til cuvette
Jeg holder marinaden helt enkel med teriyakisauce, frisk ingefær og hvidløg. Teriyakisaucen har allerede masser af smag, så der behøver efter min mening ikke komme alt muligt andet i.
Hvis du har tid, så lad gerne cuvetten marinere nogle timer. Du kan også lægge den i marinaden om morgenen og lade den stå i køleskabet til aftensmad.
Teriyaki marineret cuvette med nudler
Ingredienser
- TIL CUVETTEN:
- 1 cuvette, ca. 1,2 kg
- ca. 2 dl teriyakisovs
- ca. 20 g frisk ingefær, fintrevet
- 3 fed hvidløg, fintrevet eller presset
- TIL NUDLERNE:
- ca. 400 g nudler
- ca. 1 dl teriyakisovs
- 1 spsk olie til stegning
- lidt salt
- TIL SERVERING:
- 1/2 bundt springløg
- 70 g cashewnødder
- a. 2 spsk sesamfrø
- Server gerne med broccoli eller andre grønne grøntsager
Sådan gør du
Rør teriyakisauce, revet ingefær og hvidløg sammen.
Læg cuvetten i marinaden, og sørg for, at marinaden kommer godt rundt om kødet. Lad den gerne trække nogle timer i køleskabet.
Tag cuvetten ud af køleskabet lidt før tilberedning.
Steg cuvetten, til den har den ønskede kernetemperatur. Hvis du gerne vil have den rosa, kan du gå efter omkring 56-58 grader i midten.
Lad kødet hvile i 15-20 minutter, inden du skærer det i tynde skiver. Skær gerne på tværs af kødfibrene, så kødet bliver så mørt som muligt.
Kog nudlerne efter anvisningen på pakken. Mine skal typisk have omkring 3-4 minutter.
Skyl nudlerne i koldt vand, og lad dem dryppe godt af.
Varm olie på en stor pande eller i en wok. Kom nudlerne på, tilsæt ca. 1 dl teriyakisauce, og steg dem kort, mens du vender dem godt rundt.
Smag til med en lille smule salt til sidst. Hold lidt igen med saltet, for teriyakisauce kan være ret salt i sig selv.
Fordel nudlerne i et stort fad. Mit fad er ca. 21 x 34 cm indvendigt.
Skær cuvetten i skiver, og læg kødet oven på nudlerne eller server ved siden af som på billedet.
Drys med fintskårne springløg, cashewnødder og sesamfrø.

Nudler eller jasminris
Jeg lavede retten med nudler, fordi det netop var nudler, jeg havde fået lyst til. Men du kan sagtens servere cuvetten med jasminris i stedet.
Ris passer også rigtig godt til teriyaki og suger den gode sauce til sig. Så hvis du ikke lige har nudler i skabet, er jasminris et fint alternativ.
Hvad kan cashewnødder erstattes med?
Cashewnødderne giver lidt knas og passer rigtig godt til teriyaki, men du kan sagtens bruge noget andet.
Peanuts er nok det mest oplagte alternativ. Du kan også bruge mandler eller bare springe nødderne helt over og komme lidt ekstra sesamfrø på.
Hvis retten skal være nøddefri, fungerer sesamfrø fint alene. Du kan også komme lidt sprøde grøntsager på, for eksempel sukkerærter eller fintstrimlet gulerod.
Grønt til retten
Broccoli passer rigtig godt til teriyaki marineret cuvette med nudler. Jeg ville bare dampe eller koge den ganske kort, så den stadig har lidt bid.
Du kan også servere:
- edamamebønner
- sukkerærter
- grønne bønner
- pak choi
- peberfrugt
- gulerødder i tynde strimler
Du kan servere grøntsagerne ved siden af eller vende dem sammen med nudlerne.
Mine små tips
Lad cuvetten hvile, inden du skærer den. Det gør en stor forskel for, hvor saftigt kødet bliver.
Skær også kødet på tværs af fibrene. Cuvette kan blive rigtig mørt, men det kan godt virke mere sejt, hvis det bliver skåret den forkerte vej.
Smag altid på nudlerne, inden du kommer ekstra salt på. Jeg synes tit, teriyakisaucen klarer det meste selv.
Og hvis nudlerne virker lidt tørre på panden, kan du bare tilsætte en lille smule ekstra teriyakisauce.





