Rød pesto med basilikum, parmesan og pinjekerner er en kulinarisk oplevelse, der fremhæver de fineste træk ved det italienske køkken. Denne opskrift er udviklet af min mand, og det er derfor ham, der står for at lave den hver gang. Jeg har langt om længe fået ham til at skrive ned, hvordan han laver den, og opskriften finder du her.
Pestoen blander de kraftige smage fra solmodnede tomater med den friske basilikum, den salte dybde fra parmesanosten og den nøddeagtige knas fra pinjekernerne. Det resulterer i en super velsmagende pesto, der virkelig kan forvandle almindelige måltider til noget helt specielt med det samme.
Det gode ved en rød pesto er dens alsidighed. Brug den som en smagfuld pastasauce, spred den på bruschetta. Smør den på din sandwich, eller brug den som en dip til friskbagt brød. Med den intense farve og smag, udgør den også en smuk og velsmagende tilbehør til dine tapasretter.
Hvis du bruger den til tapas, kan jeg også anbefale honningmarinerede nødder 😊
Jeg bruger en minihakker til at hakke basilikum, (ja, eller MIN MAND gør 😉) Hakkeren/stavblenderen er fra Braun, men der fås mange forskellige mærker. Nogle er små maskiner, andre sættes sammen med en stavblender. Jeg fandt min her*, men måske har du en allerede, måske bruger du en kniv i stedet.
TIP: Hvis du gerne vil skylle din basilikum inden brug, er det lettest at gøre dagen før, så bladene kan nå at tørre. Ellers kan det være lidt besværligt at hakke.
Rød pesto med parmesan og basilikum
Ingredienser
- 50-60 g pinjekerner
- 60 g parmesan
- En halv dusk basilikum (af de små fra supermarkedet)
- 1-2 fed hvidløg
- 1 glas soltørrede tomater
- En god olivenolie efter behov
- 1 nip salt
Sådan gør du
- Rist pinjekernerne nogle få minutter på en tør pande. Vend dem hele tiden, så de bliver ristet ens, og ikke brænder på
- Hak pinjekerner i en minihakker
- Hak osten i minihakkeren
- Hak basilikum med kniv, rimelig fint
- Hak soltørrede tomater i minihakker
- Pres hvidløget
- Bland tomater, basilikum, pinjekerner og hvidløg.
- Rør godt, og tilsæt så ost og olie, lidt ad gangen
- Smag til med lidt salt