Jeg er stor fan af pære crumble, ja eller enhver anden slags crumble i virkeligheden 😋 Det tager ikke mange minutter at gøre klar, og så bare i ovnen. Den skal heller ikke køle helt ned, for det er bedst at servere den lun. Og gerne med iskold flødeskum, en god vaniljeis, eller creme fraiche. Creme fraichen kan du smage til med vaniljesukker. På den måde er den ikke helt så “skarp”, men giver stadig et syrligt modspil til den søde pære crumble.
En crumble kan være lidt svære at pynte festligt, især når den er lun, så går det jo ikke med hakket chokolade 😉 Her har jeg brugt mandelflager, men alle nødder kan være dekorative, og selvfølgelig bær, der giver en god farve. Det er jo oplagt at pynte med bær, hvis der er bær indeni.
Crumble kan du ikke lave for meget af 😃 Hvis dine gæster mod forventning ikke “spiser op”, kan denne sagtens varmes nogle sekunder i mikro’en dagen efter. Det er slet ikke tosset 😉
Jeg har endnu ikke prøvet at bruge pærer fra dåse, men jeg er sikker på, det vil fungere fint. På den måde kan du jo spare tid på at skrælle pærer, og du er ikke afhængig af årstiden. Dåser med syltede pærer fås jo i supermarkedet hele året 🙂
Crumble kager er populære
Pære crumble er ikke en nyhed. Under 2. verdenskrig blev crumble kager populære i Storbritannien pga. rationering. Der var mangel på de ingredienser, der bruges til kringle, og for at spare yderligere på mel mv, begyndte husmødrene at udskifte noget af melet med enten havregryn eller brødkrummer.
Her i Danmark er de ret udbredte og populære, for de er hurtigt lavet og kan varieres i det uendelige. Udskift evt. pærerne med rabarber, bær eller anden frugt. Brug kanel i stedet for vaniljen, eller bland lidt marcipan i. Kombinér på kryds og tværs, og find din egen favorit ❤
Pære crumble med havregryn
Ingredienser
- 100 g smør
- 4-6 modne pærer (ca. 600 g skrællet vægt)
- 2-3 spsk rørsukker
- 2 dl hvedemel
- 2 dl havregryn
- 1 dl sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 25 g hakkede mandler eller mandelflager til pynt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 g varmluft (eller 200 g alm. ovn)
- Smelt smørret, og lad det afkøle en smule
- Skær imens pærerne i store både, og befri med for kernehus, blomst og skræl
- Skær de rene pærestykker i tern, størrelse ca. 1-2 cm, alt efter hvor grov den skal være
- Læg ternene i et fad (du behøver ikke at smøre), og fordel rørsukker jævnt henover
- Sæt fadet i ovnen, og forbag pærerne 10-15 minutter
- Bland imens sukker, mel og havregryn, og saml det til sidst med smørret, lidt ad gangen. Dejen vil smuldre, og kaldes derfor også smuldredej
- Fordel dejen ud over de forbagte pærer så jævnt som muligt
- Dekorer evt. med hakkede mandler eller mandelflager
- Bag pære crumblen færdig ca. 25 minutter til den er let gylden
Serveres lun med iskold piskefløde, vaniljeis eller creme fraiche smagt til med lidt vaniljesukker