Så er det snart jul, og så skal der laves fudge konfektstykker. Jeg bruger denne opskrift som standard, og så er det forskelligt, hvad jeg kommer i af knas, nødder mv. Hvis du ikke er så meget til marcipan f.eks., men stadig gerne vil have konfekt, er denne opskrift perfekt.
Det er SÅ nemt at lave, og smager fantastisk. Jeg bruger en mikrobølgeovn, men jeg er sikker på, du også kan lave det i en gryde*, evt. over vandbad*. Så er du sikker på, det ikke brænder på.
Brug en rigtig god chokolade, for det er det, der bærer opskriften. Jeg bruger selv den belgiske chokolade Callebaut lys nr. 823, men andre chokolader er sikkert også gode. Bare det ikke er den billigste kogechokolade du bruger 😆
Det kan være en smule klistret at skære ud, men lidt flormelis i bund og på sider klarer det, så du ikke får fedtede fingre af at tage et stykke 😄
Fudge er også sjovt at lave med børnene. De kan være med til at røre det sammen, fylde i formen, og pynte med forskellige ting. Måske er krymmel et hit? Eller glimmer? Her laver vi ca. halvt af hver. Jeg pynter den ene halvdel, og børnene den anden. Nogle krymmeltyper giver lidt ekstra smag. F.eks. krymmel med solbærsmag.
Har du prøvet de lækre, brændte mandler? Hvis ikke, kan de altså anbefales. Det er også en hurtig lige værtindegave, hvis du har et fint glas.
Fudge konfektstykker
Ingredienser
- 325 g god, lys chokolade (mælkechokolade)
- 1 ds kondenseret mælk (ca. 400 ml)
- 60 g fast smør
- PYNT:
- 25 g usaltede pistaciekerner
- frysetørrede hindbærdrys
- Flormelis til bund og sider af det færdige konfekt
Sådan gør du
- Find en firkantet form eller fad. Maximum 20×30 cm, gerne mindre.
- Klip 2 stykker bagepapir til, så det danner et kryds, så bliver hjørnerne mest skarpe. Fór formen med det, se herunder. Det er en god ide at det er lidt længere i siderne, det kan bruges til “håndtag”, når det skal op af formen igen.
- Brug lidt bagespray eller smør let med smeltet smør.
- Hak chokoladen groft, medmindre det er chokoladeknapper.
- Kom chokolade, kondenseret mælk og smør i en skål egnet til microbølgeovnen.
- Kom i microovnen 30 sekunder.
- Rør godt rundt, og giv det 20 sekunder mere, derefter kun 10 sekunder ad gangen. Rør indimellem, når alt er smeltet sammen, hældes massen i formen. Glat lidt ud, så højden er ca. den samme.
- Kom pynt på, og pres det lidt ned i massen, så det sidder fast. Lav f.eks. flere forskellige varianter af pynt, måske kan børnene pynte også som herunder.
- Sæt på køl i mindst 2 timer og skær ud i mundrette stykker. Dæk siderne og bunden med lidt flormelis, hvis du synes, det klistrer for meget. Det er lettest at sigte lidt flormelis ud på en tallerken og “duppe” stykkerne på. Det overskydende kan børstes af.