Cream cheese frosting, også kaldet smørcreme med flødeost, smager mindre af ost end man egentlig skulle tro. Måske derfor er den også utrolig populær ovenpå de fleste muffins eller kager. Den er også rigtig let at arbejde med, og holder formen rigtig flot. Det er en fordel, hvis man f.eks. skal lave et juletræ 😅
Den er også lækker sammen med krydrede kager, som f.eks. squashkagen med kokossukker, svigermors squashkage, eller græskarkagen, hvor jeg også brugte den som pynt. Ja, du kan faktisk bruge cream cheese frosting ovenpå de fleste kager, den er virkelig lækker.
Jeg bruger altid fast smør, så synes jeg at konsistensen er lettere at kontrollere. Hvis den bliver for blød, kan den komme en tur i køleskabet, og for hård, så lader jeg den bare stå lidt.
Jeg kommer ikke citron i hver gang, den er god både med og uden. Hvis det f.eks. er lakridsmuffins, hvor jeg vil skifte smørcremen ud med denne her, så vil jeg helt sikkert smage til med lidt citronsaft. Du kan bare vente til sidst med at tilføje, og smage til undervejs.
Her i huset er vi jo rigtig glade for krymmel, så længe det ikke er det hårde, man knækker tænderne på 😄 Den blanding, jeg har brugt på billedet, hedder Ocean Mix, og er fra Dr. Oetker. Der er også nogle enkelte Chocolate Silver Pearls på. Det er lidt større sølvkugler, der er lavet af chokolade. Dem knækker man ingen tænder på, men det er lidt fristende med de små chokolade hapsere på lager. Lidt smagsprøver skal der til, men man pynter med dem i hvert fald 😂
Cream cheese frosting
Ingredienser
- 250 g Philadelphia flødeost (ikke light)
- 125 g fast smør, blødgjort
- 500 g flormelis
- En smule citronsaft (kan udelades)
- Evt. pastafarve
Sådan gør du
- Pisk flødeost, smør og flormelis til en lækker, ensartet creme
- Tilsæt evt. farve lidt ad gangen og cremen er klar til brug, enten til opsmøring af kage, eller i sprøjtepose til dekorationsarbejde.