Så er den her; opskriften på et godt foccaciabrød. Opskriften er til en hel bradepande, og alt efter hvad man ellers skal spise, er der vel til 4-8 personer. Vi er 4 i familien, og det er lidt pinligt, men vi fik faktisk spist hele pladen i løbet af aftenen 😋 Til vores forsvar skal siges, at jeg lavede foccacia fordi der ikke var levnet nok lasagne til endnu en gang aftensmad. Så tænkte jeg, at det kunne være fint at supplere lidt med noget godt brød. Jeg havde dog ikke forestillet mig, at aftensmaden skulle ende med at blive foccaciabrød med lasagnerest som tilbehør 😝
Det er lettest at lave i køkkenmaskine med dejkrog, hvis du ikke har en, så ælt lidt længere tid i hånden. Det kan sagtens lade sig gøre.
Jeg har brugt islandsk flagesalt fra Nordur i opskriften, det kan erstattes af alm. groft salt. Rødløg og ost kan erstattes af f.eks. oliven, soltørrede tomater, alm. løg, feta eller lign.
Foccacia med mozzarella
Ingredienser
- BUND:
- 550 g hvedemel
- 25 g gær
- 2 spsk olivenolie + ca. 0,5 dl til fyld
- 2 tsk groft salt
- 4 dl lunt vand (lillefingervarmt)
- FYLD:
- 1 rødløg
- 125 g frisk mozzarella
- Nogle kviste frisk oregano eller rosmarin
- 1 tsk flagesalt
Sådan gør du
- Kom mel, salt, smulret gær og olivenolie ned i røreskålen.
- Tilsæt vandet mens maskinen kører.
- Ælt dejen ca. 5 min. (10 min. hvis du ælter i hånden)
- Lad dejen hæve ved stuetemperatur i 40-45 min. Gerne under en kogepose eller hæveplast.
- Slå dejen ned ved at ælte 5 min. i maskinen igen. (eller 10 min i hånden)
- Stil igen til hævning 40-45 min. og skær imens rødløg i skiver og lad dem trække i en lille skål med olienolie.
- Smør en bradepande ca. 30×40 godt med olivenolie.
- Bred den hævede dej ud på pladen. Den skal strækkes lidt i form.
- Lad den hvile et par min. mens fyldet forberedes.
- Skær osten i mindre stykker.
- Skyl og tør krydderurterne og hak dem groft.
- Kom lidt olie på fingrene og lav dybe huller i dejen. Hold fingrene lidt i hullet inden du trækker dem op igen, så holder de bedre.
- Fyld hullerne med mozzarella.
- Fordel skiver af rødløg, og fordel også den olie, rødløgene har lagt i.
- Hæld evt. lidt mere olie på.
- Drys med krydderurter og flagesalt
- Bages ved 200° ca. 30-33 min. Hold øje med dem de sidste 5 min., til de har den rigtige farve.