En kage, der altid er et hit er denne, lidt konfektagtige kage. Blød og cremet i midten med et fast ydre. Drys evt. med flormelis, spiseligt guld eller anden pynt.
Den kan bruges som den er, sammen med en god vaniljeis eller mousse, måske som små hapsere til kagetapas, eller hvad med at bruge den som bund i en lækker islagkage?
Normalt kan det være svært at lave islagkagebunde, fordi de bliver meget frosne i forhold til den is, der er ovenpå, men fordi denne kage er næsten lige så let at skære i når den er frossen, er den helt perfekt til formålet.
Den skal helst laves en dag i forvejen så den kan sætte sig, men det ser jeg bare som en fordel, så er der lidt mere tid til f.eks. at bage boller eller lave is 🙂
Brug en god, mørk chokolade til kagen, det afgør hvor god kagen bliver. Jeg bruger ikke over 70% til mine, men det er smag og behag, hvad man mener er god spisechokolade 🙂
Jeg må indrømme, jeg ikke selv har fundet på denne opskrift. Jeg fandt den på nettet for mange år siden og skrev den ned (med kun 4 ingredienser var det hurtigere end at printe) Fordi jeg bruger den indimellem, og aldrig kan huske hvor den er fra, har jeg skrevet den ind her ❤
Glutenfri chokoladekage
Ingredienser
- 200 g god, mørk chokolade 50-70%
- 100 g smør
- 200 g sukker
- 4 æg
Sådan gør du
- Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
- Tilsæt sukkeret.
- Rør æggene i ét ad gangen, og forsæt med at røre, til dejen er ensartet.
- Fordel dejen i en springform (20-22 cm i diameter) med bagepapir i bunden, og bag kagen i ca. 25 minutter ved 175°
- Lad den sætte sig i køleskabet natten over.