Det kan være lidt tidskrævende at lave kringle, hvor der er brugt gær og indlagte hævetider. Denne æblestang tager en brøkdel at tiden at lave, og er super lækker til flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche rørt med lidt vaniljesukker.
Hemmeligheden er helt simpelt at der er brugt bagepulver i denne stang. Det er heller ikke altid, jeg har frisk gær på lager, men bagepulver, DET har jeg altid 🙂
Æblestang
Ingredienser
- DEJ:
- 250 g hvedemel
- 3 tsk bagepulver
- 1 nip salt (hvad der kan være mellem 2 fingre)
- 2 spsk sukker
- 100 g fast smør eller margarine
- 1 æg
- 1 dl fløde eller mælk
- FYLD:
- 40 g smør
- 40 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 æbler, skåret i skiver eller tern
- PYNT:
- Sammenpisket æg
- 3 spsk sukker
- Lidt hakkede mandler (kan udelades)
Sådan gør du
Dej:
- Sigt mel og bagepulver sammen.
- Tilsæt salt og sukker og koldt smør, skåret i mindre tern. Smørret smuldres i, så det føles lidt som revet ost.
- Pisk æg og fløde/mælk sammen, lidt af det skal gemmes til pensling. Resten æltes sammen med melblandingen.
- Rul dejen ud til en aflang firkant og del i midten på langs. Dejen skal være ca. 1 cm i højden ved udrulning.
Fyld og pynt:
- Rør smørret blødt med sukker og vaniljesukker og fordel massen i en stribe ned langs midten på hver af de 2 stænger.
- Fordel skiver eller tern af æble ovenpå sukkermassen.
- Fold dejen sammen om fyldet i sider og ender.
- Pensl med æggeblanding og drys med lidt sukker og hakkede mandler.
- Flyt stængerne over på en bageplade med bagepapir (eller smurte plader) og bag ca. 20 min. ved 225° almindelig ovn.