Brunsviger, brånsvir eller brunner, kært barn har mange navne, og traditionerne for kagen er ligeså mange og forskellige. Jeg er selv fra “Fyns land”, og er vokset op med brunner. Bagt med eller uden vaniljecreme ovenpå i “baner”, og som kagemand med slik og marcipanbånd. Gerne med lakrids-jordbær- eller karamel snørrer som hår 🙂
Min mand er nordjyde, og er vant til at få flødeskum til. Derfor det var noget af et kulturchok, da jeg blev præsenteret for det for mere end 20 år siden. De brugte også vandbakkelse som kagemand, så den var helt gal 🙂
Jeg smagte engang en udgave, hvor der var blandet kagecreme sammen med fyldet inden den blev bagt. Det er jeg personligt ikke så meget til, men det er en udvikling, jeg har set på Fyn, efter jeg flyttede derfra. Måske fordi man gerne ville have med creme, men syntes det var bøvlet. Jeg ved det ikke, men du finder ikke den sammensætning i mit køkken i hvert fald 😉
Denne opskrift er “natural” og med masser af snask, så du kan gøre præcis det, du er mest til, glasur, flødeskum, slik, vaniljecreme, marcipan, den er let at tilpasse.
Jeg lavede den i flere år uden sirup, men da min bager-onkel afslørede at det var godt med sirup i fyldet, skulle det da prøves. Det har jeg så gjort lige siden. Tak onkel ❤
En brunner skal helst spises samme dag den er bagt, så er den bedst, men den KAN altså godt fryses ned, og varmes op en anden dag 🙂
Brunsviger - den bedste
Ingredienser
- DEJ:
- 3 dl mælk
- 50 g gær
- 110 g smør, stuetemperatur
- 2 æg
- 50 g sukker
- 450-500 g hvedemel, udskift evt. 50 g med bagemel
- FYLD:
- 175 g smør
- 350 g brun farin
- 4 spsk lys sirup (kan udelades)
Sådan gør du
Dej:
- Lun mælken til lillefingervarm og rør gæren ud i mælken.
- Tilsæt smør, æg og sukker og rør godt rundt, evt. i røremaskine.
- Tilsæt mel, til dejen slipper siderne lidt, men stadig er klistret. Alt efter æggenes størrelse, er det forskelligt hvor meget mel, der skal i. Prøv med de 450 g først, og se om mere er nødvendigt.
- Saml. dejen i en kugle, og sæt den til hævning i en skål dækket med et vådt klæde (opvredet) i 30 min.
- Rul dejen ud på bagepapir, så den passer til en bageplade, og lad den hæve endnu 30 min. i bagepladen mens du laver fyldet.
- Tænd ovnen på 200º (alm. ovn)
Fyld:
- Smelt smørret i en gryde ved medium varme
- Tilsæt farin og rør godt rundt mens det smelter sammen med smørret
- Tilsæt evt. sirup
- Skru op for varmen og når det bobler en lille smule, så tag det af varmen med det samme
Samles:
- Lav nogle huller i dejen til fyldet (kan laves med fingrene eller enden af en grydeske)
- Fordel fyldet jævnt med en grydeske. Hvis blandingen er skilt lidt, så start med at fordele den tykke del af massen, og fordel til sidst smørret rundt omkring, også på kanten, så den ikke bliver tør under bagning)
- Bages midt i ovnen ved 200° ca. 16-18 min.