Denne brookie er den perfekte blanding af verdens bedste brownie, og triple chocolate cookies ❤
Den sprøde og søde cookiedej med chokolade og nødder er den perfekte bund til den svampede brownie, og så giver det et flot farvespil ☺
Jeg lavede den første gang til en nytårsdessert, hvor vi egentlig bare skulle have almindelig brownie og is. I forvejen eksperimenterede jeg med en ny parfait udover den jeg allerede havde med vanilje, så hvorfor ikke også eksperimentere med en brookie, nu jeg alligevel var i gang 😉
Jeg havde jo også begge opskrifter, de skulle bare forenes i det rigtige forhold. Jeg har set andre brookies, der har meget mere halv-halv fordeling, men der synes jeg ikke brownien kommer til sin ret. Det gør den her; du kan smage cookies, men også brownie, og det smager forrygende sammen 😋
Jeg har hørt udtrykket før, både som brookie og brookies. Det er vist en smagssag, om man mener det er en kage som brownie, eller flere småkager som cookies. Det er vel også fuldstændigt ligemeget, det bestemmer du helt selv 😜
I disse dage er det jo helt trendy at designe alting selv. Lige fra custom-made navneetiketter til børnenes tøj, til designerhunde der gerne må være blandet med lidt puddel. Hvis andre kan designe deres egen hunderace, kan jeg også kombinere opskrifter og dermed få en ny kage ud af det 😀
Og efter denne her opskrift, er jeg da nødt til at gøre det noget mere, nøj den er god
God fornøjelse ❤
Brookie
Ingredienser
- COOKIE BUND:
- 125 g fast smør
- 100 g rørsukker
- 125 g brun farin
- 3 tsk vaniljesukker
- 1 æg
- 85 g hasselnøddekerner
- 55 g hvid chokolade
- 55 g lys chokolade
- 55 g mørk chokolade
- 1/4 tsk salt
- 1 tsk bagepulver
- 200 g hvedemel
- BROWNIE:
- 200 g hasselnødder
- 200 g smør
- 4 æg
- 6 dl sukker
- 3 dl hvedemel
- 8 spsk usødet kakao
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 knivspids salt (eller hvad du kan have mellem 2 fingre)
Sådan gør du
COOKIEBUNDEN:
- Tænd ovnen på 175° alm. ovn
- Gør en form klar, ca. 25×40 cm, ved at smøre lidt fedtstof i bunden og beklæde med bagepapir. Ved at smøre formen lidt først, bliver det bedre på plads
- Rist alle hasselnødderne i ovnen på bagepapir, ca. 8-10 minutter til de er gyldne, og hinderne begynder at blive løse. Tag dem ud, og gnid nødderne i en viskestykke. Det er ikke alt, der kommer af, men det er helt ok
- Hak nødderne groft og opdel dem i ca. 3 dele (den ene del skal i cookiedejen, de andre 2 dele skal i browniedejen
- Gør smørret til cookies blødt og pisk sammen med rørsukker, farin og vaniljesukker
- Pisk ægget i massen
- Rør resten af ingredienserne til cookiebunden i, husk det kun er nogle af nødderne. Rør kun lige til dejen er samlet og alt er godt fordelt
- Fordel dejen i formen, så jævnt som muligt. Brug evt. et ekstra stykke bagepapir til at lægge henover, og pres ned med hænderne for at fordele dejen jævnt. Fjern det øverste lag bagepapir efter du har udglattet, og det ser ca. sådan her ud:
- Sæt til side og lav nu browniedej
BROWNIE:
- Smelt smørret og lad det afkøle lidt
- Rør imens æg og sukker sammen i en skål
- I en anden skål: Rør mel, kakao, vaniljesukker og salt sammen
- Si den tørre blanding ned i æggeblandingen. Hæld til sidst nødder og det smeltede smør i, og vend det stille og roligt rundt, til det er helt blandet
- Fordel browniedejen direkte ovenpå cookiedejen, fordel det så jævnt som muligt, brug evt. samme trick med bagepapiret, hvis det ikke er så let at fordele. Det ser ca. sådan ud:
- Bag nu din brookie i ca. 45-50 minutter. Når du stikker i den færdige kage, må der gerne hænge en smule dej ved, ligesom med en brownie må en brookie gerne være lidt klæbrig i midten ❤
- Vent med at skære i den, til den er helt kold, så får du det pæneste snit – og hvis du tilmed fryser den inden du skærer i den, kan du få super skarpe kanter. Det er lidt en smagssag. Sådan ser snittet ud når den er afkølet:
Rigtig god fornøjelse ❤