De her fastelavnsboller med creme og syltetøj har været lidt længe undervejs. Jeg har prøvet mange opskrifter, men er hele tiden gået tilbage til en gammel opskrift, jeg har haft liggende, men hvor jeg så har ændret fremgangsmåden. Nu er den her så, opskriften på fastelavnsboller lavet med wienerbrødsdej, og de er SÅ gode. De tager lidt længere tid at lave end traditionelle fastelavnsboller, men de er hele umagen værd. Og bare rolig; jeg har taget billeder af processen, så det er let for dig at lave ❤
Det er næsten samme opskrift, jeg bruger til den overskårede fastelavnsbolle med konditorcreme. Den laver jeg sommetider lidt større, samler omkring remonce, og fylder først med creme og syltetøj bagefter. Ligesom de store fastelavnsboller fra bageren, bare bedre 😉
Denne opskrift med indbagt creme er dog lettere at spise, så jeg skifter lidt mellem opskrifterne, alt efter hvad jeg skal bruge dem til. Hvis du ikke har lyst til kakaoglasur, kan du bruge almindelig glasur eller drysse med lidt flormelis.
Fastelavnsbollen har en lang historie, den kan dateres helt tilbage til 1837. Dengang var det en hvedemelsbolle med rosiner, kardemomme, appelsinskal, og creme. Den har ændret sig en del siden da, og fås i flere varianter i dag. Som f.eks. disse sprøde fastelavnsboller med creme og syltetøj, fastelavnsboller af en mere almindelig slags bolledej, flækkede wienerbrødsboller, åbne boller der minder om spandauere, og ja, sikkert flere end det 😄
Ligesom med brunsvigeren, er bollerne bedst samme dag, de er bagt. Hvis du ikke har meget tid til at lave dem på dagen, så lav dem næsten færdige aftenen før, sæt dem i køleskabet, og bag dem dagen efter. Lad dem hæve lidt længere ved stuetemperatur, hvis de har stået natten over på køl. Måske kan de også fryses ned før de er bagt, det skal jeg helt sikkert have eksperimenteret med 😄
Jeg har brugt hindbærsyltetøj til dem her, men de fleste typer kan bruges. Blåbær, svesker, jordbær, abrikos o.s.v., alt efter hvilken smag du har lyst til. Måske vil du lave små hapsere med forskelligt fyld til tapas? Måske med lys glasur? Og krymmel eller frysetørrede bær?
Har du prøvet den åbne fastelavsbolle? Altså en wienerbolle som denne, skåret over, og med creme, hindbærskum eller andet imellem? Den smager altså også godt, du kan prøve den her ❤
Sprøde fastelavnsboller med creme og syltetøj
Ingredienser
- 2,5 dl kold mælk
- 1 koldt æg
- 1 spsk sukker
- 50 g gær
- 1 tsk kardemomme
- 0,5 tsk salt
- 500 g hvedemel, gerne koldt
- 400 g koldt, fast smør (f.eks. Lurpak)
- FYLD:
- 2 æggeblommer (gem hviderne til pensling)
- 2 spsk sukker
- 1 stor spsk majsstivelse (med top)
- 2,5 dl mælk
- Korn fra en lille vaniljestang (eller 0,5 stor)
- Syltetøj, skal være bagefast
- GLASUR:
- Flormelis
- Evt. usødet kakao
- En smule vand opvarmet til ca. 37°
Sådan gør du
CREME:
- Opdel æggene i blommer og hvider, hviderne sættes til side
- Pisk æggeblommer og sukker sammen i en lille gryde
- Pisk majsstivelse og mælk i, og kog op under konstant piskning indtil cremen stivner
- Smag til med vaniljekorn, vaniljepasta eller lignende og sæt til afkøling
WIENERDEJ:
- Placer det kolde smør mellem 2 stykker bagepapir. Bank smørret hårdt flere steder med en kagerulle eller lignende, så det bliver fladt overalt og får form som et rektangel i størrelsen ca. 35×22 cm. Læg det i køleskabet
- Udblød gær i det kolde mælk
- Tilsæt æg, sukker, kardemomme, salt og ca. 2/3 af melet, og ælt godt igennem til dejen bliver smidig og lige akkurat hænger sammen. Tilsæt kun lidt ekstra mel, hvis det er nødvendigt for at dejen slipper siden af skålen
- Drys rigeligt mel ud på bordet og på kagerullen, og rul dejen ud på bordet. Brug så meget mel, at dejen ikke hænger ved. Dejen rulles ud til en størrelse på ca. 35×35 cm. Tjek ved at løfte dejen i hjørnerne at den ikke hænger ved bordet
- Placer nu det kolde smør, så det dækker ca. 2/3 af dejen. Brug bagepapiret som hjælp, som på billedet, så er det let at placere
- Fold først den del af dejen uden smør ind, børst det løse mel af, fold derefter igen, og dejen ligger nu foldet i 3 lag. Det kan være en hjælp at skære kanten lige i enderne
- Læg dejen på køl 10-15 min.
- Rul nu igen dejen ud på det meldryssede bord til et kvadrat på ca. 35×35 cm og fold på samme måde, denne gang uden smør
- Læg igen dejen på køl 10-15 min.
- Del evt. dejen i 2 dele til sidste udrulning, hvis du ikke har så meget plads på bordet. Dejen skal rulles tyndt ud, til et kvadrat på ca. 40×40 cm (eller 20×40 cm, hvis dejen er delt i 2)
- Del nu dejen i 16 firkanter (eller 8, hvis den er delt)
- Placer nu ca. 1 stor tsk afkølet vaniljecreme, og en tsk syltetøj på hver firkant
- Luk bollen sammen ved at samle snipperne henover midten, klem dejen sammen, også i alle “revner”, og placer bollen med samlingen nedad på en plade med bagepapir. Der kan være 8 boller på en plade.
- Sæt bollerne til hævning et lunt sted 45-60 minutter mens ovnen varmer op
- Pisk æggehviderne kort igennem med en gaffel, tilsæt ca. 1 spsk vand og et nip salt, og pensl fastelavnsbollerne
- Bag bollerne 16-18 min. ved 200° varmluft (ca. 225° alm. ovn) Lad bollerne køle ned inden de pyntes
PYNT:
- Lav en tyk glasur af flormelis, evt. kakao og en smule vand, opvarmet til lillefingervarmt. Placer en klat på hver bolle og server indenfor få timer, så er de bedst ❤