En god ide når du skal lave en fondantkage er at bruge simpel sirup, også kaldet sukkerlage eller sukkersirup, for at holde kagen lækker og svampet. Det tager jo sommetider flere dage at samle kagen, hvis der skal mousse i, der skal stivne, eller hvis det bare er tidskrævende at pynte kagen efter opbygning.
Siruppen bruger man når kagen er bagt, afkølet og opdelt i de bunde, der skal være mellem mousse eller smørcreme i den færdige kage. Siruppen kan laves flere dage i forvejen, og være i køleskabet i lufttæt beholder i flere uger, endda måneder, klar til at blive penslet på bundene. Sørg for at pensle på alle bunde for bedste resultat. Lad bundene med sirup tørre lidt inden sammenlægning med mousse/creme, så det ikke er alt for vådt.
Simpel sirup kan også bruges i drinks eller marcipan.
Opskriften er virkelig simpel:
1 del sukker
1 del vand
Vandet bringes til kog i en gryde og sukkeret tilsættes under omrøring. Når alt sukkeret er opløst, tages gryden af varmen og stilles til afkøling. DET er da simpelt 🙂
Variationerne er uendelige; den kan laves sødere ved at bruge mere sukker til samme mængde vand, noget af vandet kan erstattes med en anden væske, der kan tilsættes vanilje eller anden smagsgiver, jeg kan kun opfordre til at du prøver dig frem. Husk at jo længere tid det får lov til at simre, jo mere vand bliver opløst og blandingen bliver mere sød.