Nogle gange er det tilfældigheder, der skaber en ny kage. Sådan har jeg det i hvert med denne her roulade med Ruby chokoladescreme.
Jeg var faldet for et tilbud på Ruby chokolade da jeg handlede, uden at vide hvad jeg skulle bruge det til. Allerede dagen efter havde jeg trang til kage 😆 og valget blev en roulade med noget Ruby-noget indeni. Jeg havde ikke tålmodighed til at vente på en mousse/creme, der skulle sætte sig. Derfor brugte jeg en opskrift på smørcreme med hvid chokolade, og erstattede den hvide med en mindre mængde Ruby. Egentlig fordi jeg ikke havde mere, men også fordi smagen ellers er ret kraftig.
Jeg burde vel egentlig kalde det rubinchokolade, men vi har det jo med at bruge de amerikanske udtryk, så Ruby Chocolate er efterhånden bare blevet kendt som Ruby chokolade 😏
Det diskuteres stadig om chokoladen skal kategoriseres som den 4. type, altså udover mørk, mælk og hvid, men der er ikke enighed mellem eksperterne. Chokoladen laves af rubin kakaobønner, og det burde vel være grund nok til at kalde det en ny slags chokolade. Der er nok en grund til, de ikke er enige endnu.
Jeg synes i hvert fald rubinchokoladen er fantastisk. Smagen minder lidt om hvid chokolade blandet med hindbær, og det lyder jo ikke helt dumt, vel 😜
Rouladens prikker på siden er lavet ved at tilføje lidt pastafarve til lidt af dejen, og så har jeg lavet prikker. Det var egentlig bare for at lave lidt sjov, men det blev da meget godt 😆
For noget tid siden købte jeg en masse krymmel krymmel, bl.a. Queen Mix fra dr. Oetker. Det er krymmel/kugler i sarte farver blandet med lidt guldkroner. Jeg synes altså krymmel kan noget, og farvemæssigt syntes jeg at rouladen var lidt ensfarvet, der er jo ikke den store kontrast mellem creme og roulade. Det løste jeg ved at komme krymmel både indeni og udenpå. Utroligt hvad sådan en detalje kan gøre ❤
Det er dog ikke alt krymmel, man kan bruge til at komme indeni. Nogle typer er så hårde, at man nærmest knækker tænderne. Derfor, hvis du bruger en anden krymmelblanding, så smag lige på det først, og mærk om det er hårdt, eller bare knaser.
Roulade med Ruby chokoladecreme
Ingredienser
- 3 æg
- 125 g sukker
- 60 g kartoffelmel
- 25 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 0,5 tsk vaniljesukker
- SMØRCREME:
- 110 g Ruby chokolade
- 100 g fast smør, blødgjort
- 4 past. æggeblommer
- 60 g flormelis
- PYNT:
- 2 dl piskefløde
- Krymmel
Sådan gør du
FORBERED FORM:
- Fold kanter på et stykke bagepapir op, så kanterne er ca. 3 cm høje.
ROULADE: - Tænd ovnen på 200° alm. ovn.
- Del æggene i blommer og hvider og pisk hviderne helt stive.
- Tilsæt sukkeret imens der piskes.
- Vend blommerne i, en ad gangen.
- Sigt kartoffelmel, mel, bagepulver og vaniljesukker sammen og vend det forsigtigt i.
- Tag lidt dej fra og farv det i forskellige farver med pastafarve.
- Lav det mønster du har lyst til (jeg har lavet forskellige prikker). Det er ikke nødvendigt at lave mønster overalt, for noget at rouladen er jo ikke synlig, når den er rullet sammen.
- Bag mønsteret ca. 2 min. så det sidder fast når resten hældes over.
- Hvis der er rester af det farvede dej tilbage, kan det forsigtigt vendes rundt i dejen, hvis du gerne vil udnytte det hele. Hvis den skal beholde farven, skal du selvfølgelig ikke.
- Hæld resten af dejen henover prikkerne og bag på næstnederste rille i ovnen ca. 8 min.
- Mens den er i ovnen, så drys lidt sukker ud på et nyt stykke bagepapir, så det er klart.
- Når rouladen er bagt, skal den ud og vendes over på det sukkerdryssede bagepapir, så det bagepapir, rouladen er bagt på, vender opad. Den må gerne afkøle et minuts tid inden, men den skal stadig være varm.
- Fugt bagepapiret, der sidder fast på rouladen og pil det forsigtigt af. Til at fugte kan du pensle eller bruge en spray med vand, eller lægge et opvredet viskestykke henover. Det tager ikke så lang tid før papiret let kan tages af.
- Når rouladen er vendt rundt, skal den vendes tilbage igen, hvis der er mønster på. Hvis du ikke lavede prikker eller andet mønster, behøver du ikke at vende den igen. Gem det ekstra bagepapir og læg det løst ovenpå rouladen mens du laver smørcremen.SMØRCREME:
- Smelt chokoladen i vandbad og rør det blødgjorte smør op i.
- Rør blommer og flormelis sammen i en anden skål, jeg plejer at bruge en gaffel.
- Rør de to blandinger sammen stille og roligt og cremen er klar til brug.
- Fordel smørcremen på rouladen og fordel krymmel henover.
- Skær den kant ren, der skal være inderst i rouladen. Så bliver snittet pænest.
- Rul den forsigtigt sammen og læg den på samlingen.
- Skær nu enderne af, så man kan se snittet og læg rouladen over på et fad.PYNT:
- Pisk fløden til skum og kom den i en sprøjtepose med en stjerneformet tyl.
- Lav et fint mønster og drys med krymmel ❤
TIP: Sæt rouladen på køl til smørcremen er nogenlunde fast, så er den lettere at skære i.