De her makronmuffins er forfærdelig vanedannende, så er du advaret 😆. Lav kun en enkelt portion ad gangen, eller skynd dig at fryse dem ned, du ikke skal bruge. Jeg er faktisk overrasket over, hvordan en enkelt muffin hurtigt bliver til 3-4 “hapsere”… 😏
Den kan også laves i en større form som tærte, hvis man ikke har muffinforme. Jeg ved faktisk ikke om man må kalde dem muffins, når der ikke er bagepulver i 🙄, men det gør jeg nu alligevel 🙂
Den er superhurtigt lavet, dejen, for det skal bare røres sammen og fordeles i forme med en ske. Nemmere bliver det ikke.
Formene findes jo i alle afskygninger, så helt almindelige muffins kan gøres personlige og tilpasset lejligheden. Det er lidt forskelligt, hvor jeg finder mine, nogle gange i den lokale Rema 1000, andre gange på en fancy hjemmeside 😄
Hvis du ligesom mig er vild med makronmuffins, eller bare muffins generelt, så skulle du prøve at lave verdens bedste chokolademuffins med marcipan og chokolade. De er også gode uden pynt, så de kan komme med på udflugt.
Når vi tager på skiferie, har vi ofte både makronmuffins og chokolademuffins med. For at undgå at bage en masse lige inden vi tager afsted, laver jeg dem i god tid og fryser dem ned. Når vi kommer frem, passer det med at vi har kage til aftenskaffen, og så fryser jeg en del af dem ned igen. Herhjemme ville jeg ikke fryse kage, tø op, og så fryse igen. Det er bare lidt anderledes på skiferien, der er jeg ikke så kræsen 😆
Makronmuffins
Ingredienser
- 3 æg
- 250 g sukker
- 2,5 tsk mandelessens
- 125 g hvedemel
- 125 g makroner
- 125 g smeltet smør eller margarine
Sådan gør du
- Bland æg og sukker godt.
- Tilsæt mandelessens og derefter mel.
- Knus makroner groft, læg dem f.eks. ned i en kogepose og knus dem med kagerulle eller lignende.
- Smelt smørret/margarinen og lad det køle lidt ned.
- Kom makronerne og til sidst fedtstoffet ned i dejen og rør godt igennem.
- Fordel dejen med 2 skeer i muffinforme, der fyldes ca. 2/3, der bliver ca. 15-18 stk. alt efter hvilken størrelse form, du bruger.
- Bag dem i forvarmet ovn ved 200° 15-16 minutter og lad dem køle ned ❤