Brunch pandekager er små og lækre pandekager, perfekte til både morgenmad og brunch/frokost. Ja, og børnene klager heller ikke, hvis en pandekage sniger sig med i madpakken 😉 Der er bagepulver i dejen, der gør at pandekagerne bliver lidt tykkere end almindelige pandekager.
Denne opskrift giver ca 32 mindre pandekager når jeg laver dem, så det er ret mange. Jeg laver 4 små pandekager på en stor pande ad gangen. Hvis jeg skal bruge min mindre pande, laver jeg kun 3 ad gangen. Prøv dig lidt frem og se, hvilken størrelse, du gerne vil have dine skal have.
Server dem i et bjerg eller stablet, evt. med bær, flormelis eller ahornsirup henover.
Hvis du skal bruge lidt større pandekager, kan du prøve opskriften på tynde pandekager her ❤
Brunch pandekager
Ingredienser
- 5 dl mælk
- 300 g hvedemel
- 2 æg
- 2 spsk sukker
- 1 nip groft salt (hvad der kan være mellem 2 fingre)
- 2 tsk bagepulver
- 50 g smeltet smør
- Smør eller oliemargarine til stegning
Sådan gør du
- Smelt smørret ved svag varme og lad det køle lidt ned mens du laver resten
- For at undgå klumper; sigt melet sammen med bagepulveret
- Pisk æg og mælk lidt sammen i en anden skål og tilsæt mel, bagepulver, sukker og salt
- Tilsæt til sidst det smeltede smør mens der røres
- Lad det trække i køleskabet ca. 30 minutter
- Kom lidt smør eller margarine på panden og lav 3-4 pandekager på en pande, alt efter pandens størrelse (en blinispande kan også bruges)
- Lad dem bage lidt indtil der kommer luftbobler på oversiden og de bliver gyldne nedenunder
- Vend dem og bag nogle få minutter til de er færdigbagte
TIP:
Mens de bager på den ene side, kan de godt formes en lille smule, hvis de ikke er blevet helt runde, da de blev lagt på panden.