Chokoladebrownie med hindbærskum smager simpelthen forrygende. Denne sammensætning med chokoladens fudgy sødme, og det syrlige hindbær er en sikker vinder. Uanset om det er til gæster, dine kolleger eller andet. (Kolleger bliver i øvrigt MEGET glade for den, skulle jeg hilse og sige) 😉
Brug en rigtig god chokolade for at få bedste smag frem i brownien. Jeg bruger som regel den belgiske Callebaut chokolade. Den mørke chokolade på 54,7% er rigtig fin at bruge til kager, og er ikke så bitter som f.eks. en 70% chokolade.
Chokoladebrownien er god alene, men her er den lige blevet toppet med skum og bær. Det gør den mere festlig og indbydende. Nemt og lækkert når der kommer gæster, eller bare fordi… 😉
Og så kan hindbærrene koges dagen før, hvis du gerne vil spare lidt tid på dagen.
Husk at en brownie godt må være lidt klæbrig i midten. Med det mener jeg at der gerne må hænge lidt dej ved, når du tjekker om den kagen har fået nok. Hvis der hænger en smule ved er den helt perfekt, men det skal heller ikke føles som om den er rå indeni. Hvis den får lidt for meget og er gennembagt, er den stadig lækker, men ikke helt så klæbrig som en brownie gerne må være.
Chokoladebrownie med hindbærskum
Ingredienser
- 200 g saltet smør (f.eks. den almindelige Lurpak)
- 200 g god, mørk chokolade 54-70%
- 200 g sukker
- 4 æg
- 200 g hvedemel
- 100 g hasselnødder
- Ca. 1/4 tsk salt
- HINDBÆRSKUM:
- 100 g frosne hindbær
- 3-4 spsk sukker
- 2 tsk citronsaft
- 2,5 dl piskefløde
- PYNT:
- 3-400 g bær. F.eks. jordbær, hindbær, brombær eller blåbær
- Evt. en smule mynteblade til pynt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175° alm. ovn
- Smelt smør ved lav/mellem varme og tag det af varmen
- Hak/bræk chokoladen i mindre stykker og hæld det i det smeltede smør. Rør rundt stille og roligt til chokoladen er smeltet. Sæt blandingen til side
- Pisk nu æg og sukker i en skål, til det bliver let og luftigt
- Sigt melet ned i æggemassen og rør forsigtigt sammen, til der lige akkurat ikke er flere melklumper i.
- Når chokoladesmørret er kølet ned til lillefingervarmt (det må ikke være for varmt), så kan du hælde det ned i æggemassen. Rør forsigtigt rundt imens
- Hak nødderne groft, og rør dem stille rundt i dejen
- Smag dejen til med salt, det passer med ca. 1/4 tsk
- Beklæd en springform str. 26-28 cm med bagepapir, Det sidder bedst fast, hvis formen er smurt lidt hist og pist
- Hæld nu dejen i formen og glat lidt ud
- Bages ca. 20-22 min. Prøv at stikke i den allerede efter 14-15 minutter, da ikke alle ovne er ens. Husk at der gerne må hænge en smule ved pinden, når du tjekker om den har fået nok
- Tag den ud af ovnen, og lad den køle ned inden du tager den ud af formen
HINDBÆRSKUM:
- De frosne hindbær koges op med sukker og citron. Mos bærrene lidt sammen undervejs og lad det simre ca 8-10 minutter til det bliver en lidt tykkere masse.
- Køl massen helt ned inden du fortsætter
- Kom hindbærmassen i en blender så den bliver mere cremet
- Pisk fløden til en fast skum, og vend lidt af bær-mosen i lidt ad gangen. Hvis der er væske ved bærrene, så undgå at tage det med. (Det fortynder skummet)
- Fordel hindbærskummet på den afkølede brownie
- Pynt med rengjorte, skyllede bær og evt. lidt mynteblade som her. (Hvis der går noget tid inden gæsterne kommer, så vent med at komme bær på før lige inden de kommer, så de ikke væsker for meget i skummet)
- Hold kagen på køl indtil servering.
- Snittet på denne ser sådan ud, og smagen er fantastisk ❤