Tænk at der skulle en kroning til, før jeg fandt den helt rigtige opskrift til kransekage ❤ Og dette monogram, der blev lavet da Frederik og Mary blev gift, og derfor indeholder både F og M, synes jeg simpelthen er så smukt rent grafisk.
Jeg har tidligere forsøgt mig med opskriften jeg bruger til petit four, men den opskrift er mest egnet til at sprøjte ud, og er for blød til at forme. Jeg har også prøvet andre opskrifter, men hvis der er for lidt æggehvide i, synes jeg kransekagen bliver for tør, og smager mest bare af marcipan. Det er jo heller ikke meningen 😉
Denne her er der en del æggehvide i, men den får lov til at “sætte sig” på køl inden den formes, og så er det faktisk okay nemt at lave. Og som min mand vovede at sige, så er den bedre end dem, jeg tidligere har lavet 😄
Æggehvideglasuren er noget, man skal øve sig lidt på. Det er nemt at miste tålmodigheden, og bare drøne derudaf, men resultatet bliver også derefter. Jeg har tidligere prøvet bare at komme glasuren i en kogepose og klippe hul, og det er altså heller ikke noget, jeg kan anbefale. En smal tylle, som nr 2 eller 3, er det bedste for mig. Til denne har jeg brugt str.3.
Kom kransekagen i fryseren
Ligesom med petit four, er det en fordel, at kransekagen kommer en tur i fryseren. Dog uden æggehvideglasuren. Det gør også forberedelsen endnu nemmere. Du kan for eksempel lave den i weekenden, fryse den ned og tage den op på dagen (eller dagen før).
En tur i fryseren gør kransekagen ekstra svampet i konsistens og mere smagfuld. Den er god som den er lige fra ovnen, men kan altså blive endnu bedre af at komme en tur i fryseren. Dæk den dog til mens den er i fryseren. Til denne satte jeg hele bradepanden ned i fryseren, lagde et stykke bagepapir henover, og så et viskestykke til at holde papiret nede. Så undgik jeg at den fik “smag” af fryser 😉
Kransekage til figurer
Ingredienser
- 450 g ren, rå marcipan
- 100 g sukker
- 25 g past. æggehvider
- GLASUR:
- 75 g flormelis
- Lidt æggehvide. Ca. et halvt bæger
Sådan gør du
- Riv marcipanen groft og bland med, sukker og æggehvider. Ælt den godt sammen.
- Når der ikke er nogle klumper i massen, kommes massen i en frysepose og lægges på køl ca. 30 min. (Posen foldes omkring, så den sidder tæt omkring massen, og så der ikke er så meget luft i den)
- Beklæd en bradepande med bagepapir og form kransekagestykkerne. Til denne form delte jeg massen i 4, formede først et “M”, derefter F’erne der krydsede, og til sidst det nederste.
- Tilpas formen hvis nødvendigt. Til denne skulle nogle af hjørnerne være bredere for at ligne monogrammet. Inden bagning så min sådan ud:
- Når du er tilfreds, bag så figuren ved 200° ca. 14-18 minutter til den er gylden. Hold godt øje med den, så den ikke bliver for mørk. Sådan så min ud efter den var bagt:
- Køl kagen ned og frys den ned. Husk at dække til så meget som muligt, så den ikke “smager af fryser”. Til denne lagde jeg hele bradepanden i fryseren, med bagepapir og viskestykke henover. Lad den blive i fryseren til den er gennemfrossen
- Tag den op ad fryseren på dagen, eller dagen inden servering, og bland glasuren.
GLASUR:
- Pisk flormelis og æggehvide tykt og luftigt. Prøv med lidt æggehvide ad gangen, til du finder den rigtige konsistens, Glasuren skal være let flydende, men stadig fast. Lav en lille test med den ske, du rører med; lad lidt glasur falde ned fra skeen, og se om det går meget langsomt, hurtigt eller midt imellem, der er lige tilpas.
- Kom glasuren i en konditorpose (trekantet plastikpose), og klip hul til en tyl i enden. Brug str. 2 eller 3, alt efter hvilken tykkelse, du ønsker. Jeg har brugt nr, 3 til denne.
- Så er det bare med at trykke stille og roligt på posen, mens du laver mønsteret. Det tager lidt tid, men bliver rigtig godt til sidst <3